22. november 2024

Fn ny arbejdsgruppe skal komme med forslag til, hvordan man kan gøre Holbæks natteliv tryggere. Særligt for de unge.

Det er Holbæks restauratører, der har taget initiativet til at sætte sig sammen med politiet, Holbæk Kommune, Natteravnene og en række andre personer og organisationer.

På et møde i mandags diskuterede gruppen, hvordan man kan gøre Holbæk til en af de danske byer med det tryggeste natteliv.

– Jeg er rigtig glad for, at aktørerne i byen har taget initiativ til, at vi kan mødes og diskutere, hvordan vi kan gøre Holbæks natteliv endnu tryggere. Det skal være sjovt at gå i byen, og derfor er det meget positivt, at alle involverede nu sidder om samme bord, siger Holbæk Kommunes borgmester, Søren Kjærsgaard.

Resultatet af mødet blev i første omgang nedsættelsen af en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete initiativer. Og borgmesteren har stor tiltro til arbejdet.

– Jeg hæfter mig ved en meget positiv og konstruktiv stemning på mødet. Vi har fundet et fælles fodslag, og det er forudsætningen for, at vi kan gøre noget ved de udfordringer, vi har i det lokale natteliv, siger Søren Kjærsgaard.

Borgmesteren håber, at arbejdsgruppen blandt andet kan være med til at styrke den eksisterende restaurationsplan, der udstikker rammerne for, hvor der gives bevillinger, hvordan byrummet benyttes om natten og lignende.

Men arbejdsgruppen vil se meget bredt på løsningsmodeller, der kan sikre ikke mindst de unge i nattelivet.

– Vi har alle sammen et ansvar for, at unge mennesker får et fornuftigt forhold til nattelivet. Derfor skal arbejdsgruppen kigge på, hvordan man kan sikre den bedst mulige kommunikation mellem alle fra restauratører over politi og SSP til Natteravnene og Holbæk Kommunes medarbejdere på børne- og ungeområdet, slutter borgmesteren.