23. november 2024

Snore i tøjet kan være livsfarlige, de kan nemlig sidde fast f.eks. i legeredskaber. Arkiv foto: Mette Sørensen.

Snore i tøjet kan være livsfarlige, de kan nemlig sidde fast f.eks. i legeredskaber. Arkiv foto: Mette Sørensen.
En ny stikprøveundersøgelse fra Sikkerhedsstyrelsen viser, at der er fejl 14 procent af det undersøgte børnetøj. Især hættetrøjer og bikinier har farlige snore, der kan kvæle børnene.

De seneste to år har Sikkerhedsstyrelsen gennemført en målrettet overvågningsindsats på snore i børnetøj. Resultatet er, at meget tøj med problematiske snore er blevet fjernet fra markedet. Samtidig så har producenterne strammet op på sikkerheden. Men der er desværre stadig farlige snore på de danske børnetøjsstativer. Især hættetrøjer og bikinier har snore i hoved- halsområdet, hvilket kan udgøre en kvælningsrisiko for de mindste børn. Halvdelen af de undersøgte bikinier havde ved stikprøvekontrol i 2011 alvorlige fejl, mens der var fejl ved godt hver femte af de undersøgte hættetrøjer.

– Det er producenterne og importørernes ansvar, at børnetøjet ikke har farlige snore. Ligesom det er deres ansvar at kende til lovgivingen på området. Samlet set er det vores vurdering, at producenterne og importørerne er blevet mere opmærksomme på problemstillingen om snore i hoved- og halsområdet i børnetøj. Men vi må desværre også konstatere, at der især indenfor hættetrøjer og bikinier stadig er alt for mange potentielt farlige modeller på markedet, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

Styrelsen gennemførte i 2010 en screening af børnetøjsmarkedet, og udtog en række forskellige tøjmærker til test, som vurderedes at have problematiske snore.
Efterfølgende fik producenterne af de undersøgte mærker med alvorlige fejl besked på at overholde de gældende sikkerhedskrav. Det førte til en del tilbagekaldelser af børnetøj fra det danske marked. Styrelsen valgte at gentage screeningen sidste år for at se, om der var blevet rettet op på fejlene. Og der er sket forbedringer.
Sidste år fandt styrelsen 46 % færre alvorlige fejl end ved indsatsen i 2010. Især indenfor overtøj er der sket en forbedring. Her havde ingen af de undersøgte produkter i 2011 alvorlige fejl.
Der var dog stadig 14 % af de testede produkter, der havde alvorlige fejl ved screeningen i 2011.

Designere skal lære reglerne
Indsatsen får nu Sikkerhedsstyrelsen til at gennemføre en målrettet information i 2012. Styrelsen vil have fat i designere, producenter og importører for at gøre dem opmærksomme på reglerne for snore i børnetøj.

– Et drømmescenarie vil være, at der slet ikke kommer børnetøj med farlige snore ud på markedet. Derfor går vi nu målrettet efter det første led i kæden – nemlig dem der designer og indkøber børnetøjet. Det sker ud fra en vurdering af at mange af de farlige snore ikke er der af ”ond vilje”, men simpelthen fordi, at reglerne ikke kendes, forklarer Mette Cramon.