500 hyldemeter papir – så meget fylder papirerne, som udgør Holbæk Kommunes byggesagsarkiv. De skal nu scannes ind, så arkivet fremover bliver digital.
Kommunen har hyret et firma til det store arbejde med at indscanne de mange byggesager. Samtidig bliver sagerne gennemgået og små sedler uden betydning, klips og doubletter bliver fjernet, vigtige stempler optimeres, og blåtryk konverteres til sort/hvid. Det vil gøre det meget nemmere at gå til sagerne fremover.
Byggesagerne bliver søgbare
Når papirerne er blevet digitaliseret vil det være muligt at søge i byggesagerne.
– Hvis man er på Google og eksempelvis taster ”terrasse, Rosenvej, 1990-1995” i søgefeltet, så bliver man nu hurtigt i stand til at se, om der eventuelt er nogen, der har fået dispensation til deres terrasse. Det er en vigtig funktion, siger souschef i Plan og Byg Bo Runge-Dalager.
Det vil gøre det både nemmere og mere effektivt for både borgere og de ansatte, som arbejder med byggesagerne.
De gamle byggesager gemmes
Når de 500 hyldemeter papir er blevet indscannet, vil de ikke blive destrueret. De gamle sager vil blive gemt, så de kan findes frem, hvis der bliver brug for det.
Arbejdet med at digitalisere byggesagerne foreventes at være færdigt til maj næste år.