22. november 2024

Ældre skal have et rart seniorliv i gode rammer – både nu og i fremtiden. Det mener man hos Holbæk Kommune, som nu sætter gang i en samlet plan for at modernisere ældreboliger og plejeboliger i kommunen.

Byrådet vedtog på sit møde i onsdags en plan for fremtidssikring af pleje- og ældreboliger i Holbæk Kommune. Første skridt er blandt andet byggeriet af to nye plejecentre; ét ved Holbæk Have og ét i Tølløse. Centrene bliver moderne indrettet, så de danner en god ramme for både beboere, pårørende og personale.

Baggrunden for planen er et behov for renovering samt fremtidens demografiske udfordring, hvor antallet af ældre vil stige markant. En fremskrivning af behovet for plejeboliger viser, at der i 2022 vil mangle 90 boliger i Holbæk Kommune. I dag råder Holbæk Kommune over i alt 281 plejeboliger.

Boligerne samles på færre adresser
På sigt ønsker byrådet at samle alle kommunens plejeboliger på i alt fem centre, som geografisk skal fordeles over hele kommunen.

– Ved at samle boligerne kan kommunen tilbyde en god service, samtidig med at personaleressourcerne udnyttes optimalt. Det kan opnås, fordi vi skaber bedre og tidssvarende faciliteter, og fordi medarbejdernes tid kan tilrettelægges mere effektivt og fleksibelt, forklarer Louise du Plessis de Richelieu, der er formand for Udvalget for Voksne.

Ældreboliger skal moderniseres
Byrådet har også kastet blikket på ældreboligerne, og her er første konkrete indsats byggeriet af 70 nye, moderne ældreboliger i tilknytning til Elmelunden i Jyderup.

Som ved plejeboligerne er det ambitionen at samle boligerne til ældre, og på sigt kommer de alle til at ligge i umiddelbart nærhed af et aktivt center for ældre, så borgerne får bedre mulighed for social og fysisk aktivitet.

En lille milliard investeres over 12 år
Moderniseringen af de fysiske rammer for ældre og plejekrævende borgere løber over en periode på 12 år, og der bliver investeret i alt knap en milliard kroner. Undervejs i projektet vil kommunen følge op på behovet og udviklingen inden for området, så planen løbende kan justeres, hvis det er nødvendigt.

– Et af målene i vores ældrepolitik er at garantere tidssvarende plejeboliger, der dækker de ældres behov både nu og i fremtiden. For at leve op til det mål, må vi handle allerede nu, og derfor er vi klar til at tage de første skridt i en 12-årig plan, der skal fremtidssikre vores plejeboliger, fortæller Louise du Plessis de Richelieu, der er formand for Udvalget for Voksne.

Ældre inddrages ved temadage
Første skridt mod nye og bedre boliger er at beskrive, hvilke krav boligerne skal leve op til. Det er et arbejde, de ældre naturligvis skal inddrages i, og derfor vil Holbæk Kommune i samarbejde med Ældrerådet invitere både nuværende og kommende ældre til en række temamøder i løbet af vinteren.

1 thought on “En lille milliard til plejeboliger i Holbæk Kommune

  1. Fine rammer er godt nok, men hvad med omsorgen og den praktiske hjælp, der i den grad er nedprioroteret i de senere år

Comments are closed.