Politiet søger vidner til flere indbrud i både i Holbæk Marina.
I går formiddag fik politiet en anmeldelse om indbrud i en sejlbåd på bro 3 i Holbæk Marina. En luge til kahytten var blevet brudt op og fra stedet er stjålet en pulverslukker. Tyveriet er sket på et tidspunkt mellem onsdag kl. 21.00 og torsdag kl. 10.23.
I samme tidsrum har der været tyverier fra flere andre både i havnen.
Kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, oplyser, at man forventer, at de uheldige bådejere anmelder tyverierne, når de ved, hvad der er stjålet fra bådene.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra vidner, der har hørt eller set noget i relation til tyverierne. Politiet kan kontaktes på telefon 114.