23. november 2024

I år er det 15. gang, at løberne sendes afsted på Natten Løb. Foto: HLMK.

Når Nattens Løb fredag d. 2. September skydes i gang er det 15. gang at dette løb afholdes.

Løbet er et samarbejde mellem Holbæk Løbe- og Motionsklub og Holbæk Handelstandsforening. Netop dette samarbejde sikrer, at der er liv i byen både før og under løbet med åbne forretninger og en masse underholdning i gaderne – alt sammen med til at sætte rammerne for en stor festaften i Holbæk By.

I år er det 15. gang, at løberne sendes afsted på Natten Løb. Foto: HLMK.

Løbet skydes vanen tro i gang ved 22.30 tiden, og består som traditionen foreskriver af en 5 eller 10km rute for løbere og mulighed for også at deltage som powerwalker/stavgænger på 5km ruten.

Deltagerne kommer rundt i Holbæk by hvor feltet vil blive båret rundt af livemusik, feststemte tilskuere og fakler med stemningsfyldt lys undervejs på ruten.

Natløbet er efterhånden blevet så stor en event at arrangøren nu for første gang har været nødt til at sætte max. deltagerantal på for at sikre, at alle løbere får et godt løb uden for meget trængsel. Således stopper mulighed for tilmelding ved 1200 deltagere i år. Det er derfor en rigtig god ide at være ude i god tid hvis man vil sikre sig en plads i feltet til jubilæumsudgaven.

Nattens løb er et af de absolutte højdepunkter i Holbæk løbe- og motionsklubs aktivitetskalender idet mere end 60 hjælpere er i gang denne aften for at sikre at alle får en god oplevelse i dette løb, som nærmest må kaldes et ”gadeløb”. En rigtig stor del af disse frivillige deltager igen år efter år og enkelte har sågar også ”15 års jubilæum” som hjælpere. Løberne er derfor i ”sikre hænder” når startskuddet går da alt lige fra ruteopsætning til udlevering af startnumre og væske ved væskedepoter varetages af yderst kompetente frivillige der har stor erfaring med opgaverne.

En anden ting der kendetegner Nattens Løb er, at aftenen vil være et udstillingsvindue for de sponsorer som velvilligt deltager og dermed sikrer at der i Holbæk fortsat kan være et aktivt sports- og foreningsliv.

Som deltager vil man først og fremmest få en stemningsfyldt oplevelse gennem Holbæks gader. Herudover vil der som sædvanligt være depot med vand, sportsdrik og frisk frugt. Der vil være elektronisk tidstagning og løbet afvikles igen på DAF-opmålt rute. Deltagerne modtager også gratis T-shirt og trækulsgrillede pølser efter løbet. Traditionen tro vil man se rigtigt mange familier vælge at bruge denne aften til en fælles oplevelse.

For yderligere detaljer om tilmelding og ruten se mere på www.hlmk.dk