Det lokale gymnasium her i kommunen klarer sig ikke så godt, sammenlignet med andre i landet.
I dag offentliggjorde Undervisningsministeriet eksamensresultaterne 2010 fra landets gymnasier. Og her ligger Stenhus Gymnasium og HF langt nede på listen, både for den almene gymnasieuddanneles STX og HF.
Gennemsnitskarakteren på STX blev 6,63. Det placerer Stenhus i den dårligste halvdel i landet. Det er et godt stykke fra nr. 1, Aurehøj Gymnasium som havde et gennemsnit på 7,91. I bunden ligger Høng Gymnasium, som fik 5,37. Gennemsnittet for alle landets gymnasier er 6,89.
På HF ligger Stenhus Gymnasium blandt de allerdårligste med et gennemsnit på 5,32. Det bedste gennemsnit har VUC Lyngby og Det Frie Gymnasium som begge har 7,06, mens Nordsjællands Grundskole og Gymnasium og HF har et gennemsnit på 4,07. Landsgennemsnittet er 5,91.