4. oktober 2024
Roskilde Banks filial i Slotscentret er overtaget af Spar Nord.
Spar Nord direktør Lars Møller. PR-Foto: Spar Nord
Spar Nord direktør Lars Møller.
PR-Foto: Spar Nord

Mandag blev Roskilde Banks filialer solgt til tre andre banker og det betød at filialen i Slotscentret fremover er en filial af Spar Nord.

Sammen med fililalen i Hvalsø, vil Holbæk udgøre enheden ‘Spar Nord Holbæk’, meddeler Spar Nord.

Spar Nord, der i forvejen har filialer i bl.a. København og Køge, har gennem længere tid haft ambitioner om at etablere sig flere steder på Sjælland.

– Selv om vi hidtil har valgt at vokse via egne etableringer, syntes vi, at muligheden for at gøre dele af Roskilde Banks lokale filialnet til Spar Nord-banker var meget interessant, siger bankdirektør Lars Møller fra Spar Nord og fortsætter:

– Ud over, at vi finder det midt- og nordsjællandske område attraktivt, var det især den høje kvalitet af medarbejdere og kunder, som gjorde udslaget i vores overvejelser. Det er syv interessante afdelinger, som vi nu får mulighed for at optage i vores kæde af lokale banker.

Spar Nord oplyser at man vil beholde medarbejderne og at man agter at etablere et ‘formuecenter’ i Holbæk, hvortil der skal ansættes investerings- og pensionsspecialister.

– For kunderne betyder det, at deres lokale bank fortsætter med at være mindst lige så lokal som hidtil. Der kommer et nyt skilt på facaden og et nyt logo på Visa Dankortet, men medarbejderne bliver i deres afdelinger, og kunde-rådgiver-forholdene består, siger Lars Møller.