Kørte rundt i ramponeret bil

Lørdag aften kort før klokken 19 fik politiet via 1-1-2 en melding om, at en ramponeret personbil kørte rundt i området ved Tølløse.

Ifølge beskrivelsen til alarmcentralen havde bilen bl.a. knust forrude, defekt sidespejl uden glas og huller i taget.

Politiet kørte til området og fandt kort efter anmeldelsen bilen kørende ad Kvarmløsevej med en ejeren – en 20-årig mand fra Holbæk – bag rattet. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da bilen ikke var i forskriftsmæssig stand til brug på offentlig vej. Politiet afmonterede derfor bilens nummerplader og markerede bilen med politistrimmel, indtil ejeren får bilen fjernet fra Kvarmløsevej.

Ejeren var et par dage tidligere forulykket og rullet rundt i bilen ved Tuse Næs, da han ville undvige et rådyr, men bilen kunne dog køre fra stedet ved egen kraft.

Skriv et svar