Nature Energy inviterer til borgermøde i Knabstrup-Hallen

Nature Energys biogasanlæg i Holsted. Foto: Nature Energy.

Nature Energy inviterer til borgermøde i Knabstrup-Hallen på søndag den 17. februar, hvor Nature Energys direktør, Ole Hvelplund vil være klar til at svare på spørgsmål fra borgerne.
Nature Energys direktør, Ole Hvelplund, vil svare på spørgsmål ved borgermødet søndag aften. Foto: Nature Energy.

– Vi har fulgt den livlige debat om vores biogasanlæg her i Holbæk tæt. Hvis vi skal gribe i egen barm, må vi sige, at vi ikke har været gode nok til at kommunikere til borgerne i Holbæk om biogasanlægget. Det vil vi rette op på, og derfor vil vi gerne møde Holbæks borgere for at lytte til de bekymringer og de spørgsmål, som de har til os, siger adm. direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund.

Nature Energy håber med mødet at få en god og ærlig debat om biogasanlæg.

– Vi kommer til Knabstrup-Hallen på søndag for at lytte. Og omvendt er det vores håb, at borgerne også vil lytte til vores svar. Vi er åbne som en si, og der er ikke spørgsmål, vi ikke vil svare på, og der er ikke noget, vi holder skjult, siger Ole Hvelplund og fortsætter:

Udsigten til et muligt biogasanlæg har ført til protester og demonstrationer. Foto: Rolf Larsen

– Vi forstår til fulde, at et nyt og for Holbæk ukendt biogasanlæg vækker store følelser. Men vi vil bede om, at borgerne vil lytte til, hvordan det forholder sig i andre byer og områder med et biogasanlæg, hvor vi har rigtig gode erfaringer med vores naboer, og hvor der ikke er klager over lugt og støj. Lad os få en saglig og fordomsfri debat på et ordentligt niveau, siger Ole Hvelplund.

Borgermødet i Knabstrup-Hallen begynder kl. 18.00 og alle er velkommen, oplyser Nature Energy.

Skriv et svar