Tyveri fra varebiler i Holbæk

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man tirsdag morgen har fået anmeldelser om tyverier fra varebiler i Holbæk.

Klokken 05.48 i morges modtog politiet således en anmeldelse fra Gl. Taastrupvej, hvor der mellem mandag kl. 16.00 og kl. 05.40 tirsdag morgen var knust en rude i førerkabinen til en varebil og fra varerummet stjålet diverse værktøj.

Klokken 06.41 modtog politiet så en lignende anmeldelse fra Roskildevej, hvor der også var knust en rude til førerkabinen og dernæst stjålet værktøj fra varerummet.

Gode råd fra politiet: Sådan forhindrer du tyveri fra varebiler

Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:

* Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
* Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre.
* Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
* Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
* Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Og så er man velkommen til at kontakte Forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi, hvis man har spørgsmål.

Skriv et svar