Læserbrev: Hjælpen er på vej

Søren Wolstrup. Foto: Jesper von Staffeldt.
Søren Wolstrup. Foto: Jesper von Staffeldt.
Holbaekonline.dk har modtaget nedestående læserbrev:

Hjælpen er på vej

Tiden nærmer sig hvor Holbæk byråds 31 medlemmer (fordelt på seks partier) skal træffe beslutning om det store Arenaprojekt. Siden valget i november 2013 er der skabt både forvirring og tvivl blandt flere byrådsmedlemmer om projektet til ¾ mia. kr. ved Omfartsvejen er økonomisk forsvarlig, og om det overhovedet er den rigtige placering.

Derfor nedsatte byrådet før sommerferien en såkaldt ”styregruppe” der skulle se på alternative forslag til såvel byggeriets omfang som idrætsanlæggenes placering.

Siden er der fremkommet flere alternative forslag fra lokale grupper og borgere til Arenaprojektet ved Omfartsvejen, og hører man hvad de enkelte byrådsmedlemmer mener, er billedet blevet endnu mere broget. Men nu er der hjælp på vej.

Det særdeles ansete arkitektfirma, Gehl architects, der har byudvikling som et af sine specialer, har netop udtalt sig om mere liv i landets provinsbyer. Holbæk kommune har selv benyttet sig af firmaets ekspertise når der tales om en aktiv by og spændende bymidte med en sammenhængende profil og rig på oplevelser. Det skete da Gehl architects i 2007 udarbejdede den store byrumsplan for Holbæk by.

Arkitekt Birgitte Bundesen Svarre fra ovennævnte arkitektfirma udtaler på DR1 og på egen hjemmeside: Sportshaller, biblioteker og butikscentre skal placeres så tæt på bymidten som muligt og dermed gøre selve byen mere synlig, i stedet for at placere disse anlæg i udkanten af byen. Birgitte Svarre anbefaler at flytte sportscentre til ”bymidten” det er jo netop her der kommer mange mennesker der på den måde har mulighed for at opleve livet her.

Set med Holbæk byråds øjne er det en klar melding om at Arenaprojektet ved Omfartsvejen er en fejlplacering, og de nye anlæg, hvis Holbæk kommune har råd til at bygge, bør placeres på de 20 ha. grønne områder ved Holbæk Have, der i forvejen huser flere idrætsklubber der allerede meddelt, at de ikke er interesseret i at flytte på ”marken”.

Søren Wolstrup
Pakhusstræde 5,
Holbæk

Skriv et svar