26. april 2024

Det er ikke alle mennesker, der tænker sig om, inden de handler. Det vidner en historie fra i nat om.

Politi og brandvæsen blev klokken 01.43 i nat sendt ud til en brand i en bil på Hovedgaden i Svinninge.

Det viste sig dog, at der ikke var brand i bilen, men at der ‘kun’ var tale om ild i en benzindunk, som lå ved siden af en bil.

På stedet traf politiet en 21-årig kvinde, som havde været fører af personbilen, der var kørt tør for benzin. Kvinden ville fylde benzin på bilen fra en benzindunk, men ønskede mere lys ved påfyldningen, hvorfor hun tændte en lighter.

Herved gik der ild i benzindunken, og da kvinden troede, at bilen også ville brænde, slog hun alarm via 112. Der var heldigvis ikke sket nogen skade på hverken bilen eller hende selv.