27. april 2024

Mei Oulund i Bertolt Brecht og Kurt Weills 'Laser og pjalter'. Foto: Frederik Clement.

Mei Oulund i Bertolt Brecht og Kurt Weills 'Laser og pjalter'. Foto: Frederik Clement.

Fra den 8. til 10. november kan man se Teatret Fairplay spille forestillingen Laser og pjalter på ‘hjemmebane’ i Holbæk.

Bertolt Brecht og Kurt Weills udødelige klassiker om kynisme, korruption og kærlighed. Om tiggerkongen Peachum og forbryderen Macheath samt alle hans kvinder. En musikalsk koncentreret forestilling med Weills unikke toner og Brechts rå og ekspressive tekster.

I forestillingen møder vi forbryderen Macheath (Mack the Knife), der gifter sig med tiggerkongens datter Polly. Mack har dog “glemt” at fortælle, at han allerede er gift med politikommissærens datter Lucy, som han oven i købet også har gjort gravid. Og pludselig er Mack en jaget mand uden nogen steder at gemme sig. For i en verden af luddere og lommetyve, plattenslagere og tiggere er alle til salg selv ordensmagten.

Laser og Pjalter er en bidende satire over et dobbeltmoralsk samfund, hvor alle er småforbrydere, der malker systemet.

Bertolt Brecht (1898-1956) er en af 1900-tallets vigtigste dramatikere og teaterteoretikere og er desuden en fremragende lyriker. Laser og pjalter havde premiere i 1928 og er højdepunktet i samarbejdet mellem to af det 20. århundredes største musikdramatiske begavelser. Kurt Weills melodier til Brechts tekster giver forestillingen en dobbelthed, som både er skarp og morsom.

Laser og pjalter er blevet til i et samarbejde mellem Teatret Fair Play, Odsherreds Teater, Teatret Møllen og Svalegangen.

Forestillingen har været på turné over hele landet og inden turen går videre til blandt andet Nykøbing F. og Frederiksværk, spiller Teatret Fairplay tre forestillinger i Holbæk.

Info:
Laser og pjalter
Dato: 8., 9. og 10. november kl. kl. 19.00
Sted: Kulturkasernen, Kasernevej 43, Holbæk
Billetter: NVSBilletten.dk