
Grønbroget Tudse. Foto: Zoologisk Have.
Efter 20 års fravær er den grønbrogede tudse igen blevet en del af dyrelivet på Orø. Takket være et samarbejde mellem Holbæk Kommune, ZOO København og lokale lodsejere er tudsens levesteder blevet genskabt, og onsdag blev tusindvis af haletudser sat ud på både Orø og Tuse Næs.
Den grønbrogede tudse, også kendt som “soldatertudsen” på grund af sin kraftige stemme, har i årtier været i tilbagegang i Danmark. Fra 1940’erne til 1980’erne forsvandt op mod 88 procent af dens naturlige levesteder, og arten er nu helt væk fra Jylland. I dag findes den kun få steder på Sjælland, Lolland, Falster og i Det Sydfynske Øhav. Tudsen er rødlistet og beskyttet af EU’s habitatdirektiv.
Projektet for genudsætning på Orø begyndte i 2022, hvor de første 100 etårige tudser samt tusindvis af haletudser fra Zoologisk Haves avlscenter blev sat ud. Den nylige udsætning markerer en fortsættelse af indsatsen for at etablere en levedygtig bestand.
-”Flere års arbejde med at grave nye vandhuller på Orø og med at udsætte haletudser har foreløbig båret frugt i mindst ét vandhul, og det tegner godt! Derfor er det også så vigtigt, at vi fortsætter arbejdet i årene, der kommer, så vi sikrer en bæredygtig bestand af tudsen i fremtiden,” siger Bente Meehan, naturmedarbejder i Holbæk Kommune.
Udsætningen onsdag blev gennemført af medarbejdere fra Holbæk Kommune og Københavns Zoo i samarbejde med lokale skolebørn. Projektet bringer ikke blot håb om en sund tudsebestand, men også liv og lyd tilbage til landskabet med tudsens karakteristiske kvækken.