
Foto: Rigspolitiet.
En 40-årig mand fra Holbæk er blevet sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand efter hasarderet kørsel og voldsom optræden.
Det var to mænd på 53 og 45 år, som bemærkede en bilist, der kørte hasarderet på nogle grusveje og marker ved Vestergårdsvej i Vig. Under kørslen faldt der et fordæk af bilen, som kørte rundt i cirkler, indtil bilens fører standsede bilen og kom ud, hvorefter han kastede rundt med vragdele fra bilen og hoppede på bilens tag.
De to vidner overmanede bilisten og tilkaldte politiet, som sammen med en ambulance kom frem til stedet.
Bilisten, der var en 40-årig mand fra Holbæk, blev sigtet for narkokørsel.
Politiet fandt kokain i hans bil, hvilket han også blev sigtet for og kokainen blev beslaglagt.
Manden havde sin mindreårige søn med i bilen, og sønnen var, ifølge politiet, sluppet uskadt fra farens kørsel.
Politiet underrettede de sociale myndigheder om episoden, og barnet blev overdraget til et familiemedlem.
Den 40-årige mand blev med ambulance kørt til behandling på en psykiatrisk afdeling, oplyser politiet.