
Arkivfoto: Rolf Larsen.
Politiet søger vidner efter en falsk bankmand tirsdag snød en ældre mand fra Holbæk.
Manden havde om formiddagen været ved sin bank for at hæve penge. Efterfølgende blev han ringet op af ‘en mand fra banken”, som sagde, at er var sket en fejl, så bankmanden ville komme til den ældre mands adresse for at hente hans hævekort. Omkring kl. 16 dukkede en mand op hjemme hos den ældre mand, som blev overtalt til at udlevere både dankort og de penge, som han havde hævet.
Den ældre mand havde efterfølgende fået hjælp af en bekendt til at spærre sit kort og episoden blev anmeldt til politiet.
En patrulje afhørte herefter den ældre mand i sit hjem.
Den ældre mand beskrev den falske bankmand som: Mand, ca. 50 år, 180 cm, spinkel af bygning og dansk af udseende og tale.
Den falske bankmand havde også forhørt sig, om den ældre mand havde andre værdier i form af smykker eller malerier, men det havde han ikke.
Politiet hører gerne fra vidner som har set den beskrevne mand og evt. et køretøj omkring Skriverensvej tirsdag eftermiddag. Politiet kan kontaktes på telefon 114.