17. april 2025

Politiet måtte tage sømmåtte i brug, da man søndag morgen stoppede en narkobilist.

Kort efter klokken halv seks bemærkede en politipatrulje en personbil på Slagelsevej i Jyderup med en tysk nummerplade foran og en rumænsk nummerplade bagpå. Patruljen gjorde tegn til at bilisten skulle stoppe bilen, men bilisten ville tilsyneladende ikke tale med politiet og fortsatte i stedet kørslen.

Politipatruljen satte efter og under eftersættelsen overtrådte føreren af flugtbilen flere gange færdselsloven. Først efter en halv times tid lykkedes det patruljen, at få bragt bilen til standsning på Rylevænget i Sorø. Her løb bilens fører fra bilen, som var punkteret, fordi politiet havde lagt en sømmåtte ud for at få standset bilen. Det lykkedes politiet at anholde føreren – der var en 30-årig mand fra Sorø.

Manden var narkopåvirket og blev sigtet for narkokørsel, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, manglende forsikring, manglende registrering, brugstyveri, ulovlig omgang med hittegods, tyveri af nummerplader og tyveri af diesel. Da manden i forbindelse med kørslen flere gange overskred hastighedsbegrænsningen med 100%, falder hans kørsel ind under bestemmelserne om vanvidskørsel, og køretøjet blev beslaglagt på stedet.

Manden har fået udtaget en blodprøve til sagen, og han kan forvente at høre mere fra politiet.

Leave a Reply