
Arkivfoto: Rolf Larsen.
En 40-årig mand, som har været efterlyst, mistænkt for grov vold og frihedsberøvelse mod en tidligere kæreste, har meldt sig selv.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden, der har været efterlyst med navn og billede siden torsdag, meldte sig selv søndag middag på politistationen i Roskilde. Han er nu sigtet for vold og frihedsberøvelse og skal på den baggrund afhøres til sagen.
Det var tirsdag aften, at politiet blev tilkaldt til en adresse i Mørkøv, hvor en kvinde skulle have været frihedsberøvet gennem længere tid og udsat for forskellige former for grov vold, før det lykkedes hende at tilkalde hjælp.
Kvinden har efterfølgende været behandlet på sygehuset, men hun er nu udskrevet igen, oplyser politiet.
Fik flere henvendelser
Politiet har de seneste dag modtaget flere henvendelser fra offentligheden om, hvor manden kunne befinde sig. Han valgte dog selv at møde op sammen med sin forsvarsadvokat, da han vidste, at han var efterlyst.
Den 40-årige forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.