
Fra efteråret 2026 vil 90 procent af affaldstømningerne i Holbæk kommune ske med elskraldebiler.
Det oplyser Fors A/S, der står for håndtering af affald i kommunen.
Opgaven om selve indsamlingen og transporten har vlret i udbud og Fors A/S har indgået kontrakt med virksomheden City Contaoner A/S om opgaven med virkning fra efteråret 2026.
-I Fors er vi generelt optagede af at se på, hvordan vi kan gøre vores arbejdsprocesser bedre for miljø og klima. Brugen af elektriske skraldebiler er et naturligt skridt imod en mere klimavenlig affaldsindsamling i Holbæk Kommune i tråd med kommunens målsætning om CO2-reduktion og regeringens målsætning om en klimaneutral affaldssektor. Derfor glæder vi os også til en grønnere affaldsindsamling, når City Container overtager indsamlingsopgaven og i den forbindelse stiller med ti nye elskraldebiler, siger Annette Vangslev, affaldschef i Fors.
I forbindelse med, at City Container overtager indsamlingsopgaven, vil der også ske en optimering af indsamlingsordningen. Det medfører bl.a. justering af beholdersammensætning og tømmefrekvens, så begge dele lever op til de behov og forventninger, kunderne har til deres affaldsordning – fx bedre plads i plast- og MDK-beholderen. Fors informerer om justeringerne i god tid, inden de træder i kraft.
City Container overtager indsamlingsopgaven fra 1. oktober næste år og kommer dermed til at stå for indsamling og transport af husholdningsaffald, storskrald, miljøkasser og haveaffald. Kontrakten er indgået for en periode på syv år med mulighed for op til yderligere et års forlængelse.