Der var ‘bid’ da politifolk fra færdselsafdelingen lørdag var på kontrol et par steder i vores område efter ønske fra lokale beboere.
Kontrollen begyndte ved Kræmmerstenshuse syd for Nørre Jernløse, hvor beboerne i området, ifølge politiet, ofte oplever, at der bliver kørt alt for stærkt. Kun et halvt minut efter at politiet havde taget opstilling blev den første bilist målt til at køre 93 km/t hvor man rettelig kun må køre 60 km/t. På halvanden time blev det til i alt 10 sager, som også inkluderede en narkopåvirket bilist, en mand på ulovlig knallert og en bilist, der kørte selvom han var frakendt førerretten.
Politiet oplyser, at kontrollen herefter rykkede videre til Skovvejen ved Knabstrup Møllebakke, hvor der i krydset er dårlige oversigtsforhold og hastigheden derfor er nedsat til 70 km/t. På en time blev der skrevet 10 sager, hvoraf den værste var en bilist der blev målt til at køre 124 km/t og som nu skal op til ny teori- og køreprøve.