Politiet kalder en 38-årig mand fra Jyderups kørsel på knallert for vanvidskørsel.
Manden mistede lørdag aften ved 18.30-tiden kontrollen over sin knallert og væltede i rabatten, da han kom kørende ad Sæbyvej i Ruds-Vedby.
I forbindelse med uheldet blev knallerten delvist beskadiget og manden selv kom lettere til skade, oplyser politiet.
En patrulje kom frem og fik alkometertestet manden, der blæste promillen op på over 2,00. Dermed er der tale om vanvidskørsel og knallerten blev på den baggrund beslaglagt.