12. december 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Det var nærmest en tilfældighed, som lørdag aften gjorde, at en 18-årig mand fra Holbæk blev sigtet for narkosalg.

Politiet var tilstede i Højby i forbindelse med en sag om kørsel i påvirket tilstand og kørsel uden førerret. I den forbindelse skulle bilen beslaglægges og det var mens betjentene ventede på, at bilen blev hentet af fejebladet, at de opdagede, at der foregik noget mistænkeligt på parkeringspladsen ved et nærliggende supermarked.

En bil holdt i tomgang på stedet og endnu en bil kom kørende til stedet, og der blev udvekslet noget imellem personerne i de to biler.

Betjentene mistænkte, at de netop havde overværet en narkohandel og løb hen til bilerne. 

En 18-årig mand fra Nykøbing Sj. erkendte, at han netop havde købt 0,7 gram kokain for 1000 kr. fra føreren af bilen, der havde holdt i tomgang.

Føreren af bilen i tomgang, en 18-årig mand fra Holbæk, erkendte at have solgt kokainen. I hans bil blev fundet yderligere 3 poser kokain og 6000 kr i kontanter. Han blev sigtet for narkosalg, og betjentene beslaglagde narko og pengene, som skønnes at være dagens udbytte af narkosalg.

Betjentene ransagede efterfølgende en adresse i tilknytning til den 18-årige, men fandt ikke yderligere. 

Politiet oplyser, at de to unge mænd vil begge høre mere i deres sager.

Leave a Reply