En 38-årig kvinde er blevet sigtet for røveri efter hun onsdag eftermiddag stjal varer i en butik på Ringstedvej i Mørkøv.
Kvinden blev ved 17-tiden tilbageholdt af en butiksdetektiv, efter hun havde stjålet dagligvarer for 310 kroner. Men i stedet for at acceptere, at hun var blevet afsløret, blev hun voldsom og slog den kvindelige butiksdetektiv i ansigtet i et forsøg på at slippe fri.
Politiet blev tilkaldt og kom hurtigt frem til butikken, hvor betjentene anholdt kvinden og sigtede hende for røveri. Hun blev taget med til politistationen. Hun blev efterfølgende løsladt og vil høre mere i sagen senere.