Sent mandag aften opstod der brand i en villa på Søndermarken i Tølløse.
Husets beboere vågnede da brandalarmen gik i gang og kom selv ud af huset.
Brandvæsnet blev alarmeret kl. 22.50 og rykkede straks ud til stedet, hvor ilden havde godt fat i husets bryggers. Det lykkedes brandfolkene at slukke ilden og bagefter blev husets vægge tjekket for ildlommer.
Branden havde fyldt huset med røg og derfor var der en del røgskade, så skadeservice måtte tilkaldes for at gøre rent.
Ifølge politiet var branden formentlig opstået omkring et gasfyr i bryggerset, men man vil undersøge brandstedet nærmere for at afklare brandårsagen.