En cyklist kom alvorligt til skade, da han lørdag kørte ud foran en bil ved Igelsø.
Det fremgår af weekendens døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Uheldet skete kort før klokken 9, da en 20-årig mand fra Odsherred kom kørende ad Ringstedvej på Cykel. Ved Tjørnedevej svingede han til venstre, men fejlbedømte en bagfrakommende bils hastighed og svingede ud foran bilen.
Bag rattet sad en 29-årig mand fra Holbæk, som ikke kunne nå at bremse, men påkørte cyklisten, som røg op på kølerhjelmen.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 20-årige cyklist blev kørt til traumebehandling på sygehuset med alvorlige skader fra sammenstødet. Ifølge politiet var skaderne dog ikke livstruende.
Politiet optog rapport om uheldet og afhørte vidner på stedet.