En 38-årig mand fra Holbæk sad sent mandag aften og sov i en varevogn i nødsporet på Holbækmotorvejen ved Roskilde.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet modtog kl. 23.45 en anmeldelse om varevognen, der holdt i nødsporet. En patrulje blev sendt til stedet og fandt her den 38-årige fører af varebilen sidde sovende i varebilen med sikkerhedsselen på.
Et vidne havde forinden set bilen køre slingrende på motorvejen.
Patruljen alkoholtestede manden, der havde en promille på over det tilladte. Han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.