TV2 dokumentaren “Den sorte svane” har fået Holbæk Kommune til at tage jordprøver ved børnehuset Villa Kulla efter udsendelsen viste, at der tilsyneladende var svindlet med miljøscreeningen i forbindelse med nedrivningen af den tidligere sprogskole på Lundemarksvej, som børnehuset var nabo til.
I forbindelse med nedrivningen modtog Holbæk Kommune den lovpligtige miljøscreening, som kommunen skal anvise affald på baggrund af. Screeningen påviste mindre forekomster af blandt andet PCB og andre stoffer. I dokumentaren fremlægges der dog en anden rapport, som Holbæk Kommune aldrig fik. I denne rapport fandt man blandt andet høje mængder af PCB i de udvendige fuger og man formodede, at de kunne have spredt sig til betonen.
Børnehuset Villa Kulla er nabo til den nu nedrevne sprogskole og derfor valgte kommunen at få foretaget jordprøver på stedet. Miljøvagten tog i alt 11 prøver og de er nu blevet analyseret.
Ifølge Holbæk Kommune er der ikke fundet PCB i nogen af prøverne. Til gengæld er der fundet asbest i jorden i en enkelt prøve. Herudover er der på et ubefæstet areal ved parkeringspladsen udenfor børnehuset fundet en overskridelse af jordkvalitetskriterierne for blandt andet tung olie. Overskridelsen af jordkvalitetskriterierne har, ifølge kommunen, ikke noget med nedrivningen af sprogskolen at gøre og fundet er i koncentrationer, som man vil forvente at finde i byer. Holbæk Kommune vil derfor i udgangspunktet ikke behandle jorden her
Kommunen oplyser, at asbest fundet i jord ikke er farligt i sig selv. Det skal være i støvform for at være farligt. Da asbesten er fundet i jorden kan det, ifølge kommunen vurdering, tyde på, at det nødvendigvis har noget med nedrivningen af sprogskolen at gøre. Hertil kommer, at den screeningsrapport, som Holbæk Kommune aldrig modtog, viste fund af asbest i fliseklæb på badeværelset. Det kan tyde på en begrænset mængde asbest i selve bygningen. På billeder fra maj måned 2023 kan kommunen se, at bygningen lader til at være blevet tømt for indhold, inden nedrivning.
Selvom kommunen altså ikke mener, at asbesten stammer fra nedrivningen af sprogskolen at gøre, så vil man alligevel fjerne jorden i det området, hvor der er fundet asbest.
Møde for ansatte og forældre
Hos kommunen anerkender man bekymringen hos forældre og ansatte, og har inviteret til møde tirsdag, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål til kommunens fagfolk på området.
-Den utryghed, som svindlere har skabt for forældre, ansatte og naboer i området gør mig ganske enkelt harm. At man på den måde vil sætte egen vinding over hensynet til andre mennesker, er mig ubegribeligt. Derfor skal vi som kommune også gøre, hvad vi kan for at genskabe trygheden, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Flere undersøgelser på vej
Holbæk Kommune oplyser, at man snarest vil undersøge selve grunden på Lundemarksvej, hvor den tidligere sprogskole lå. Herudover har dokumentaren “Den sorte svane” rettet opmærksomheden mod en grund i Undløse med en beskyttet mose, hvor der er påkørt jord, hvor der også kan være fusket med godkendelserne. Denne grund vil også blive undersøgt snarest.