21. november 2024

Arkvofot: Rolf Larsen.

Fodboldklubben Holbæk B&I kan se frem til at slippe for at betale mere end en halv million kroner af en gæld, som klubben har til Holbæk Kommune.

Det fremgår af dagsordenen for Udvalget for Kultur og Fritids møde, som holdes tirsdag d. 4. juni.

Tilbage i sommeren 2019 besluttede kommunalbestyrelsen at fodboldklubben skulle afvikle fem rente- og afdragsfri lån, i alt 839.688 kr. som var bevilget af kommunen i perioden 1979-1994. Ifølge beslutningen skulle gælden på i alt 839.688 kroner afvikles over en 10-årig periode fra 2019 til 2029 og forrentes med en årlig rente på 2% plus diskontoen. Baggrunden for beslutningen var, at HB&I’s klubhus på Borgmestergårdsvej, som kommunen havde sikkerhed for de 5 lån i, skulle rives ned i forbindelse med nedlæggelsen af det gamle stadion og opførelsen af Holbæk Sportsby.

Lige siden beslutningen har kommunen forsøgt at få Holbæk B&I til at begynde at betale af på gælden, men uden held. Ifølge sagsfremstillingen i dagsordenen skal det være flere formandsskift, corona-pandemi og dårlig økonomi med faldende medlemstal, som har gjort, at fodboldklubben ikke er begyndt at betale af på gælden. Desuden har HB&I’s bestyrelse meddelt kommunen, at man ikke kan tiltrække nye sponsorer til klubben, hvis pengene skal bruges til at betale af på gælden til kommunen.

I maj i år har HB&I’s bestyrelsen kontaktet kommunens administration med et forslag til nye vilkår for afvikling af gælden. De går ud på, at klubbens gæld til kommunen nedskrives til 279.896 kroner – altså en tredjedel, som så betales som ét afdrag i år. Klubben vil så øremærke sponsormidler svarende til 2/3 af den oprindelige gæld til henholdsvis pigefodbold og indsatser målrettet socialt udsatte unge. De nye vilkår vil så også, ifølge forslaget, støtte en genopretning af fodboldklubbens økonomi.

For Holbæk Kommune har det den økonomiske konsekvens, at kommunen kun får 279.896 kr. i stedet for de oprindelige 839.688,50 kr. når det resterende tilgodehavende kr. 559.792 bortfalder.

Kommunens administration har indstillet til udvalget, at de nye vilkår godkendes.

Leave a Reply