Et tip om salg af hash og puffbars fik onsdag formiddag politiet til at ransage et hus i Jyderup.
Huset blev gennemgået med narkohund.
Under ransagningen blev der fundet 600 ulovlige puffbars med smag – med og uden indhold af THC, 1000 gram hash, steroider og vingummi med forskellig smag, som indeholdt THC og en smule kokain.
En del af de fundne ting blev fundet i børnehøjde spredt over hele huset, og i hjemmet var et mindreårigt barn, så politiet har orienteret de sociale myndigheder om sagen.
Der blev også fundet et større kontantbeløb, som politiet formoder stammer fra salg af de ulovlige effekter. Desuden blev der fundet et regnskab, som ifølge politiet, peger på salg fra adressen.
I huset var en mand i 30’erne, som blev sigtet, anholdt og taget med på politistationen.
De ulovlige ting og pengene blev beslaglagt.