Regeringens forslag om at øge antallet af værnepligtige kan få direkte konsekvens for Holbæk.
Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation har fået Nato til at kræve, at medlemslandende lever op til sine forpligtigelser. Herhjemme har regeringen, på baggrund af sidste års forsvarsforlig, foreslået at antallet af værnepligtige forøges til ca. 5.000 årligt, ligesom værnepligtsperioden udvides til 11 måneder.
-En ny og styrket værnepligt ser jeg som et nødvendigt fundament for løsning af militære opgaver, hvor faglige færdigheder, beredskab og robusthed er afgørende for Forsvarets kampkraft. De værnepligtige bør få en 11 måneders uddannelse, som består af en grunduddannelse og en efterfølgende samfundsberedskabs- og uddannelsesperiode. I Forsvaret støtter vi alle initiativer, som kan udvide vores rekrutteringsgrundlag og øge mangfoldigheden, sagde forsvarschef Flemming Lentfer blandt andet i forbindelse med præsentationen af regeringens forslag tidligere på måneden.
Men en udvidelse af antallet er værnepligtige kræver andet end flere geværer og uniformer.
De seneste godt 30 års massive nedskæringer og omprioriteringer i forsvaret har nemlig betydet nedlæggelsen af en lang række kaserner og misligholdelsen af de eksisterende kaserner. Forsvarsministeriet har derfor kigget på andre muligheder for at indkvartere de mange nye værnepligtige.
Et af de steder som Forsvarsministeriet har i kikkerten er Holbæk. Selvom Holbæk Kaserne blev lukket helt tilbage i 1982 og siden solgt, så har ministeriet fundet de gamle servitutter frem, hvoraf det fremgår, at “Forsvarsministeren kan, såfremt det for Danmarks sikkerhed findes nødvændigt, til enhver tid vedgå en tilbageførsel af ejerskab og råderet over samtlige bygninger og arealer, der til hæren var afsat ved ibrugtagning af kaserneanlægget i Holbæk anno 1913”.
Kontorchef i Holbæk Kommune, Anne Hellebard, bekræfter overfor Holbaekonline.dk, at man har modtaget en forespørgel fra Forsvarsministeriet om hvornår man fra kommunens side kan være klar til en evt. overdragelse.
-Det kom ærlig talt bag på både forvaltningen og kommunalbestyrelsen, og vi har ikke på nuværende tidspunkt noget fuldt overblik over sagen. Men det er klar, at det vil blive et større arbejde, at få alting på plads. Der er jo sket meget med området siden lukningen for godt 40 år siden. Beboerne i lejlighederne på kasernen, dem kan vi ikke gøre noget for, de må flytte, og ‘Ridehuset’ skal selvfølgelig også ryddes, ligesom andre erhverv og Campus Holbæk må væk – igen, det har ikke noget med os at gøre. Sværere bliver det nok med det område, der nu udgøres af boligerne på bl.a. Steenstrups Allé og P.C. Müllers Have. Det er uvist om Forsvarsministeriet vil kræve dem ryddet. Men heldigvis er den gamle Sofielundslejren på Fælleden ikke omfattet.
-Der hvor det for alvor bliver besværligt for kommunen, er hvis vi skal ud og finde alternative lokaler til de mange frivillige foreninger, som holder til på Kulturkasernen. Der er ikke nok egnede lokaler på f.eks. byens skoler eller i Sportsbyen. Så det vil formentlig blive nødvendigt at bygge en KulturBy, og sådan en vil nok komme til at koste omkring 250-300 millioner kroner, siger Anne Hellebard, som tilføjer, at situatioenn er lige til at få grå hår i hovedet af.
Det fremgår af et orienteringsnotat til Holbæk Kommunalbestyrelse, at selvom der ikke på nuværende tidspunkt foreligger en konkret plan for overtagelse af kasernen og tilhørende områder, så arbejder man fra administrationens side allerede på højtryk med at udarbejde en plan, som kan sættes i værk i tilfælde af, at Forsvarsministeriet vælger at gøre brug af de gamle servitutter med overtagelse pr. 1. april 2025.
Tilføjet kl. 23.50: Der var selvfølgelig tale om en aprilsnar. Tak til alleder legede med.