22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Der blev fundet både kniv og økse, da politiet torsdag aften var på bar i Nygade i Holbæk.

En politipatrulje blev kaldt til stedet ved 23-tiden efter nogle gæster havde truet med en kniv.

På stedet fandt patruljen en 29-årig mand fra Holbækområdet, som blev sigtet for at have truet en anden person på stedet med en kniv. Den 29-årige havde ikke nogen kniv på sig, men i hans kærestes jakkelomme fandt betjentene en låsbar foldekniv, og kæresten – en 23-årig kvinde fra Albertslund – blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. Desuden fik hun forbud mod at komme på stedet igen.

På stedet var også en 32-årig mand fra Slagelse, der viste sig at bære rundt på en mindre økse. Manden erkendte overtrædelsen af knivloven ved at have medbragt øksen på et offentligt sted. Han blev desuden anholdt, da han var søgt til fogedretten i Næstved.

Da det ikke er første gang, at den 29-årige er taget for besiddelse af knive i det offentlige rum valgte politiet at fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han blev derfor fremstillet i Retten i Holbæk fredag formiddag. Her valgte retten, at varetægtsfængsle manden i fire uger.