Politiet kørte kort efter midnat natten til søndag til Gislinge efter anmeldelse om hærværk mod flere biler og postkasser på Byvej.
Tre biler var blevet beskadiget med havde fået buler, knuste ruder og afslåede sidespejle. Desuden var flere postkasser og en cykel blevet beskadiget.
Politiet fandt ud af, at en 26-årig mand, som havde været til fest i området kunne mistænkes for i spirituspåvirket tilstand, at have slået og sparket til ting. En hundepatrulje fandt frem til den 26-årige, som blev anholdt. Han nægtede at oplyse sit navn til patruljen og ble vtaget med til politistationen. Undervejs truede han politifolkene og kaldte dem alverdens ukvemsord.
Den 26-årige blev sat til afrusning i detentionen og dagen efter blev han afhørt til sagen om grov hærværk, fornærmelig tiltale og trusler mod politifolkene. Han erkendte hærværket til dels, men erindrede ikke meget fra nattens episode. Han var villig til at betale erstatning for de ødelagte genstande. Senere blev han løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.