En 70-årig mand blev i nat indlagt på Rigshospitalet til behandling efter der opstod brand i hans hjem på Skriverensvej i Holbæk.
En brandalarm gik klokken 03.48 natten til fredag i gang i den 70-åriges bolig. Da der var tale om et bofællesskab med tilsynspersonale, rykkede personalet sammen med brandvæsnet hurtigt ud til stedet.
De fandt i en røgfyldt lejlighed den 70-årige i live, men med alvorlige forbrændinger på store dele af kroppen.
En lægehelikopter fløj også til området, men ikke benyttet, idet den 70-årige i en ambulance med behandlerpersonale blev bragt til Rigshospitalet til indlæggelse og behandling.
Ifølge politiet havde lejligheden fået begrænsede brandskader, men omfattende sodskader efter branden, som var begrænset til den 70-åriges bopæl. Ingen øvrige beboere i bofællesskabet var blevet evakueret.
Politiet skal nu undersøge brandstedet i et forsøg på at fastlægge brandårsagen, og seneste melding fra Rigshospitalet tidligt fredag morgen var, at den 70-årige blev vurderet til at være uden for livsfare, oplyser politiet, der også oplyser, at mandens pårørende er blevet underrettet.
Opdatering: Manden er efterfølgende afgået ved døden. Læs mere i artiklen: 70-årig afgået ved døden efter brand