Politiet rykkede tirsdag formiddag ud til en lejlighed i den vestlige del af boligområdet Ladegårdsparken efter flere henvendelser om usædvanlig larm og råben i lejligheden.
I lejligheden traf politiet to mænd på 34 og 36 år, som begge var påvirkede af alkohol efter et drikkelag.
Mændene kendte hinanden i forvejen og de havde begge synlige skader efter et slagsmål, hvilket forholdene i lejligheden også tydede på, at der havde været.
Politiet sørgede for, at begge tilskadekomne mænd blev indlagt på hvert sit sygehus til behandling for de skader, som de hver især havde pådraget sig som følge af det indbyrdes slagsmål.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man efter de indledende undersøgelser vurderer, at der kan have været tale om grov vold mellem parterne, og politiet forsøger nu at få redt trådene ud og i det hele taget få afklaret, hvorvidt de to parter vil lade sig afhøre om omstændighederne.