En 18-årig kvinde er fortsat i indlagt i kritisk tilstand efter en færdselsulykke lørdag eftermiddag.
Som vi tidligere har skrevet, skete ulykken kl. 16.17 i krydset Gl. Ringstedvej og Valdemar Sejrsvej i Holbæk.
Politiet oplyser, at en 21-årig mand fra Brøndby kørte ad Valdemar Sejrsvej, hvor han skulle lige ud i krydset. En 73-årig mand fra Holbæk holdt i krydset, hvor han skulle svinge til venstre ad Gammel Ringstedvej. I forbindelse med svingningen kørte de to bilister sammen. Den 21-åriges bil fortsatte efter sammenstødet videre til fortovet, hvor to 18-årige fodgængere blev alvorligt ramt.
Den ene fodgænger – den 18-årige kvinde fra Holbæk kom kritisk til skade, og blev fløjet med lægehelikopter til behandling. Den 18-årige mandlige fodgænger kom alvorligt til skade, og blev kørt i ambulance til sygehuset. De to bilister og flere passager fra bilerne blev kørt til tjek på skadestuen, men var, ifølge politiet, sluppet uskadt fra uheldet.
Bilinspektøren blev tilkaldt og krydset blev helt afspærret, men undersøgelserne stod på. Begge biler blev indbragt til nærmere undersøgelse. Vejen blev genåbnet omkring kl. 18.30. En lygtepæl blev nedlagt af den ene bil, så ledningerne var blottede. El-selskabet blev tilkaldt til at slukke for strømmen og sikre lygtepælen.
Bilinspektørens undersøgelse skal forsøge at afklare den 21-åriges hastighed, og øvrige omstændigheder omkring det alvorlige uheld.
Læs også: Alvorlig færdselsulykke – 18-årig kvinde fløjet til Rigshospitalet