24. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Mandag formiddag skete der et færdselsuheld på Sorøvej ved Ugerløse – den ene part i uheldet kørte fra stedet.

Politiet modtog anmeldelsen om uheldet kl. 09.37 og kørte til stedet, hvor man fik kontakt til en, ifølge politiet, uskadt, men chokeret 73-årig mandlig bilist fra Tølløse. Den 73-årige forklarede politiet, at han var kommet kørende i sydlig retning ad Sorøvej lige syd for Ugerløse, da han pludeslig opdagede en modkørende personbil, der i forbindelse med overhaling af flere biler med en skaldebil forrest befandt sig i hans kørebanehalvdel.

For at undgå et frontalt sammenstød trak den 73-årige skyndsomt ud mod højre, samtidig med at den modkørende trak tilbage mod det nordgående spor på Sorøvej. Til trods herfor ramte de bilers venstre sidespejle hinanden med et højt brag til følge.

Den overhalende bilist fortsatte sin kørsel i nordlig retning uden at standse.

Politiet har optaget rapport om sagen og vil forsøge at få identificeret den flygtende bilist, som ifølge vidner var kørende i en større, sølvgrå personbil. 

Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra vidner til overhalingen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.