21. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Mandag eftermiddag ved 16-tiden rykkede politiet ud til Nygade i Holbæk efter en anmeldelse om, at flere unge skabte utryghed og måske var ved at komme i slagsmål med hinanden i nærheden af biblioteket.

Flere patruljer ankom til stedet og det blev bemærket, at en af de unge fra gruppen stak af til fods i retning mod den lille park Apotekerhaven. Det lykkedes politiet at få løbet personen op. Der var tale om en 15-årig dreng fra Holbæk som viste sig at være i besiddelse af en dolk. Han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven. Drengen oplyste, at han havde fået den overdraget fra en anden, hvilket resulterede i at også en 13-årig dreng fra Holbæk blev tilbageholdt i anledning af sagen.

Begge blev dog hurtigt løsladt efter afhøring til sagen, som både de sociale myndigheder og de to drenges værger blev underrettet om.

Politiet fik i forbindelse med sagen også kontakt til seks andre lokale unge i alderen 13 – 17 år, som alle var uskadte og derfor blev vist bort for at få genoprettet roen og trygheden i området.