21. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Politiet stoppede i weekenden flere påvirkede bilister i eller fra vores område.

Den første blev stoppet på Skagerakvej lørdsag kl. 13.09. Der var tale om en 30-årig mand fra Holbæk, som sigtet for narkokørsel i en personbil. Han modsatte sig anholdelsen ved at nægte at stige ud af sin bil og hængte sig i øvrigt fast i den, oplyser politiet.

Klokken 13.30 blev en 27-årig mand fra Jyderup sigtet for narkokørsel i en personbil. Han var forinden blevet standset på Gislingevej ved Grevinge i Odsherred.

På Holbækvej i Svinninge standsede politiet kl. 18.25 en 41-årige mand fra Snertinge, da han kom kørende i en peronsbil. Han blev sigtet for narkokørsel.

Klokken 22.54 blev en personbil standset på Ringstevej ved Hellestrupvej. Bag rattet sad en 19-årig mand fra Kokkedal, som blev sigtet for narkokørsel. Han måtte i øvrigt ikke være fører af bilen, da han ikke havde nogen førerret, så det blev han også sigtet for.

En 18-årig mand fra Mørkøv blev klokken 02.55 sigtet for narkokørsel i en personbil. Han var forinden blevet standset på Valdemar Sejrsvej.

Søndag aften kl. 21.02 standsede politiet en bil på Sorøvej ved Ugerløse. Bilens fører, en 30-årig mand fra Greve, erkendte at han havde taget amfetamin tidligere på dagen, så han blev sigtet for narkokørsel. Han blev desuden fundet i besiddelse af 0,5 gram amfetamin, som blev beslaglagt.

Politiet oplyser, at alle de påvirkede bilister blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til undersøgelse for enten alkohol eller euforiserende stoffer afhængig af mistankegrundlaget mod den enkelte bilist. De vil alle høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen var blodprøven foreligger.

I hele Midt- og Vestsjællands Politikreds blev 23 bilister anholdt og sigtet for at være påvirkede af alkohol eller narko under kørsel fra fredag til søndag.