En 42-årig mand fra Holbæk har fået forbud mod at komme på en pub i Vestergade i Holbæk de næste par år efter han natten til lørdag havde optrådt voldeligt på stedet.
Den 42-årige havde, ifølge politirapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi, slået en 20-årig mand. Den 20-årige kom dog ikke til skade.
Politiet anholdt kort efter klokken tre den 42-årige og sigtede ham for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og det var i den forbindelse, at han blev meddelt et forbud i medfør af restaurationsloven, så han nu ikke må komme på beværtningen de næste to år.
Den anholdte fik lov til at gå efter afhøringen, men kan forvente at få en bøde i sagen.