22. november 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Tirsdag morgen modtog politiet ikke mindre end tre anmeldelser fra samme entreprenørfirma om forskellige tyveri fra gravemaskiner og tyveri af dieselolie.

På et tidspunkt mellem fredag eftermiddag og mandag morgen var der fra to gravemaskiner på hhv. Rørvangsvej i Holbæk, og Gammelbrovej i St. Grandløse sket tyveri af gravemaskinernes hovedstyringssystem, smøringsanlæg samt nogle sensorer til en større værdi.

Disse to steder havde tyven – eller tyvene – haft stort set uhindret adgang til gravemaskinerne i forbindelse med tyverierne.

Det tredje tyveri, som også var sket i løbet af weekenden, var fra en byggeplads på Tjørnedevej i Tølløse. Her var en lås på en tank med brændstof var blevet skåret op, så der efterfølgende kunne stjæles op imod 3.500 liter diesel.

Søger vidner

Politiet oplyser, at man har foretaget undersøgelser på de tre gerningssteder og nu afventer resultaterne heraf. Man har ikke umiddelbart andre oplysninger, som kan identificere tyven eller tyvene. Derfor vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte bemærket noget usædvanligt på gerningsstederne i løbet af weekenden, idet politiet formoder, at tyverierne måske kan være sket ad flere gange eller ved længere tids ophold på gerningsstederne. Politiet kan kontaktes på telefon 114.