Mandag aften blev en 18-årig kvinde bragt til sygehuset efter et færdselsuheld i rundkørslen med Roskildevej og Skagerakvej i Holbæk.
Uheldet skete kl. 20.10, da den 18-årige kvinde kom kørende på cykel ad Skagerakvej mod øst, og skulle lige ud i rundkørslen. Samtidig kom en 20-årig kvinde – også fra Holbæk – kørende i en personbil ad Roskildevej mod nord. Bilisten overså cyklisten og kørte frem i rundkørslen. Cyklisten styrtede og slog sig.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor cyklisten blev bragt til tjek på sygehuset. Ifølge politiet, kom hun ikke noget alvorligt til, men fik skrammer og en ridset cykel.
Politiet optog rapport om episoden, som politiet betegner som et vigepligtsuheld.