Politiet havde lidt at se til i forbindelse med årets kræmmermarked i Mørkøv, men med omkring 100.000 gæster svarende til indbyggertallet i en by på en størrelse midt mellem Aalborg og Esbjerg, så er det vel forventeligt.
Lørdag aften og natten til søndag var politiet tilstede på og ved kræmmermarkedet, og i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi er noteret nedenstående sager med relation til kræmmermarkedet eller personer, der havde været til stede:
Kl. 22.20 blev en 20-årig mand fra Kalundborg sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da han foran en politipatrulje mixede og varmede en joint.
Kl. 22.53 blev vagterne på kræmmermarkedet gjort opmærksom på en muligt voldelig mand i et køretøj på markedspladsen. Politiet blev inddraget og fik i den pågældende køretøj kontakt til en alkoholpåvirket og aggressiv, 37-årig mand fra Sverige, som havde været i færd med at angribe en kvinde i samme bil, hvor der også var nogle børn til stede. Politiet forsøgte at tale manden til ro, men det lykkedes ikke, så det var nødvendigt at frihedsberøve ham for at undgå overgreb på andre personer i hans nærhed. Det var han ikke indforstået med, så politiet måtte bruge peberspray, inden den svenske mand kunne køre til afrusning i detentionen. Her forblev den alkoholpåvirkede mand frem til næste morgen, hvor han var faldet til ro og kunne løslades.
Kl. 23.20 var en mand og en kvinde i en verbal stridighed ved Mørkøv Kro i Jernbanegade. Politiet fik kontakt til en alkoholpåvirket og opfarende, 40-årig kvinde fra Kalundborg. Hun ønskede ikke at følge politiets anvisninger om at forlade stedet og ville i øvrigt heller ikke indledningsvist oplyse sin identitet, så hun blev frihedsberøvet til afrusning og afsvaling i politiets detention frem til søndag morgen.
Kl. 23.20 fik politiet på markedspladsen kontakt til en 38-årig mand fra Mørkøv, der efter indtagelse af alkohol var blevet så utryghedsskabende, at politiet vurderede, at det var nødvendigt, at frihedsberøve og anbringe ham i detentionen frem til søndag morgen. I den forbindelse fik han sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden som følge af sin alkoholpåvirkning.
Kl. 02.06 blev politiet alarmeret til Mørkøv togstation, hvor mange gæster fra kræmmermarkedet var forsamlet for at tage toget hjem. En 15-årig dreng fra Jyderup opholdt sig på perronen og ville gå gennem en flok mennesker for at komme hen til et tog, der var ankommet. Herunder blev en 14-årig dreng fra Jyderup så sur på den 15-årige, at han tildelte den 15-årige flere slag i ansigtet og efterfølgende sparkede ham, da den 15-årige var faldet omkuld. Den 14-årige blev frihedsberøvet, men kunne ikke sigtes for grov vold mod den 15-årige, da han er under den kriminelle lavalder på 15 år. Den 14-åriges værge blev underrettet om sagen, og de sociale myndigheder var til stede ved afhøringen af ham. Begge drenge var lettere påvirket af alkohol, og den 15-årige blev bragt til skadestuen til undersøgelse efter den udøvede vold mod ham.
Kl. 03.20 måtte politiet frihedsberøve en 25-årig mand fra Djursland, idet han i sin alkoholpåvirkede tilstand provokerende gik ind i politipatruljen på Jernbanevej, Mørkøv. Desuden ønskede han ikke umiddelbart at oplyse sin identitet til politiet, så den 25-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd. Han blev løsladt søndag morgen efter et ophold i detentionen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at alle parter og sigtede nu kan forvente at høre nærmere fra politiet i deres sager.