23. november 2024

Foto: Politi.dk

En henvendelse til politiet om utryghedsskabende aktiviteter fik mandag aften medarbejdere fra forebyggelsesafdelingen til at henvende sig på en bestemt adresse i et rækkehusområde i den østlige del af Tølløse by.

Ifølge anmeldelsen kunne de utryghedsskabende aktiviteter måske have sit udspring fra den pågældende adresse.

Da døren blev åbnet kunne politifolkene straks konstatere, at der kom en kraftig lugt af hash fra stedet.

Manden der åbnede døren blev identificeret som en 26-årig mand fra København S, der erkendte at have røget hash lige inden politiets ankomst. Den oplysning gav politiet anledning til at undersøge adressen nærmere, hvorefter politiet ved en ransagning fandt ca. 57 gram hash, to gram skunk og 0,8 gram ketamin (et bedøvelsesmiddel, der anvendes på større dyr fx heste -red.).

Den 26-årige erkendte at have røget lidt af hashen, men nægtede besiddelse af de fundne og ulovlige effekter, der blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.