Fredag er der mulighed for at “svinge træbenet” og “lufte skørterne”, når der spilles til asfaltbal ved den gamle Brugs på Orø.
Sommer og asfaltbal, det er der mange i den modne alder der kan huske fra deres barndom og ungdom tilbage i 50’erne og 60’erne. Nu genoplives traditionen på Orø med Grovbollebanden som leverandør af musikken. Grovbollebanden er kendt fra flere arrangementer på bl.a. Orø, og også fra 1. maj arrangementer i Holbæk, hvor de i flere år var fast inventar. De spiller musik fra 60’erne, 70’erne og 80’erne.
Man behøver selvfølgelig ikke at danse, og kan bare nøjes med at lytte og hygge sig, hvis man hellere vil det.
Der vil være mulighed for at købe både mad og drikkevare fra Pizzahuset ved arrangementet, der starter kl. 19.00. Mad bestilles på telefon 49408426.
Der er gratis adgang.