Tirsdag aften kort før klokken 21 kontaktede en borger 112 og fortalte, at han så en mand stå på en cykel for at komme ind ad en knust rude til en lejlighed i Brogade i Holbæk. Manden opfattede det som et indbrud.
Politiet sendte flere patruljer til stedet, hvor betjentene fik kontakt til en 25-årig mand, som boede på stedet. Han var påvirket af narkotika og oplyste at have låst sig ude af sin bopæl, hvorfor han havde knust en rude i et forsøg på at komme ind ad den vej.
Politiet undersøgte den 25-årige nærmere, fordi han var påvirket af narkotika, og fandt ham i besiddelse af 0,3 gram heroin. Stoffet blev beslaglagt i forbindelse med en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
På trods af sigtelsen mod manden hjalp betjentene den 25-årige med at komme ind i lejligheden. Den ene politimand kravlede op på skulderne af den anden, for at kunne kom ind ad den knuste rude. Pengene, som han sparede til en låsesmed, kan den 25-årige nok forvente at skulle bruge til en bøde som afgørelse på sagen om besiddelse af heroinen.
En af de patruljebiler, som blev sendt til Brogade, var involveret i et færdselsuheld – det kan du læse om i artiklen Patrulje under udrykning stødte sammen med bil i Ahlgade.