En 21-årig mand fra Mørkøv er blevet standset og sigtet for at køre uden kørekort 15 gange siden 2020. Natten til søndag blev hans bil beslaglagt.
Det fremgår af Døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kort efter klokken halv et natten til søndag standsede en politipatrulje en bil med to mænd i Dianalund. Da bilen blev standset, forsøgte de to mænd at løbe fra stedet, men blev standset.
Bilens fører, den 21-årige mand fra Mørkøv, viste sig at være påvirket af både spiritus og narkotika.
I lommen havde han en mindre mængde hash.
Han havde ikke noget kørekort og det viste sig, at nummerpladerne på bilen var falske.
Fordi det nu var 15. gang siden 2020, at den 21-årige er blevet standset i bil og sigtet for at køre uden kørekort blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.