22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Mandag kort før klokken 9.30 blev brandvæsnets kaldt ud til en brændende bil på Stationsvej i Knabstrup ved Mørkøv.

En 21-årig kvinde fra Grevinge var kommet kørende ad Stationsvej, da hun sammen med en 23-årig kvindelig passager bemærkede røg fra bilens motorrum. De fortsatte kørslen, men røgen blev kraftigere, så til sidst standsede de for at undersøge sagen nærmere.

Røgen var nu blevet så kraftig, at de begge sammen med et barn, der også var med i bilen, forlod bilen og tilkaldte brandvæsnet.

Brandvæsnet kunne ikke redde bilen, der udbrændte.

Politiet fik tilkaldt et bugseringskøretøj til at fjerne den udbrændte bil, og de to kvinder og barnet blev instrueret om at søge sundhedsfaglig hjælp til check for eventuel røgforgiftning.

Branden i bilen skal nu undersøges nærmere af politiet i et forsøg på at finde den konkrete årsag til brandens opståen under bilkørslen.