22. november 2024

Grafik: Pixabay.com

De ansatte i Holbæk Kommune skal fremover fremvise gyldigt coronapas. Det har økonomiudvalget vedtaget.

Kravet der gælder fra tirsdag den 14. december sker som konsekvens af den fortsat stigende smitte og indføres for at bidrage til nedbringelse af Covid-19-smitten.

-Det her handler i al sin enkelthed om, at vi skal nedbringe smitten med COVID-19. Så vi indfører det med det formål både at beskytte medarbejdere og de borgere, som vi dagligt er i kontakt med,” fortæller Rasmus Bjerregaard, kommunaldirektør i Holbæk Kommune, og tilføjer, at det også er drøftet med Hovedsamarbejdsudvalget, hvor der er bred opbakning fra medarbejderne.

Kommunaldirektøren påpeger samtidig, at der allerede er indført krav om fremvisning af coronapas en lang række andre steder i samfundet.

-Indførelsen af krav for vores medarbejdere ligger derfor godt i tråd med dette. For vi har brug for en sikker drift og kontakt til vores kollegaer, borgere, virksomheder m.fl. Desuden har vi et stort ansvar for at bidrage til at reducere risikoen for smittespredning både på vores arbejdspladser og i samfundet som helhed. Det gælder smitten mellem medarbejdere samt mellem medarbejdere og specielt sårbare borgere, udtaler Rasmus Bjerregaard.

Medarbejdere uden coronapas risikerer fyring

I praksis vil det være den daglige leder, som lokalt får til opgave at sikre, at alle ansatte har gyldigt coronapas. Kontrollen vil ske gennem stikprøvekontrol. Kan en medarbejder ikke fremvise et gyldigt coronapas, vil det i sidste ende kunne få ansættelsesretlige konsekvenser.

Alle medarbejdere inkl. elever, timelønnede og vikarer vil de kommende dage modtage en orientering om indførelsen af coronapas i deres e-boks.