Om det er manglende koordination, en fuldt ud bevidst planlægning eller noget helt tredje vides ikke. Men i aften afholder kommunalbestyrelsen et offentligt indkaldt borgermøde om budgettet, på samme tid, som kommunen afholder musikalsk arrangement for kommunens borgere i Strandparken.
Kommunalbestyrelsens politikere vil gerne have, at kommunens borgere bliver inddraget i lokalpolitik. Det ses bl.a. af en bevilling til en kampagne, der skal få flere til at stemme ved kommunalvalget i november, som kommunalbestyrelsen besluttede sig for på sit mødes i slutningen af august.
En anden måde at inddrage borgerne på er ved det årlige budgetmøde. På kommunens hjemmeside hedder det direkte: “Det årlige borgermøde om budgettet er din mulighed for at præge budgettet.”
Derfor kan det undre, at man har valgt at lægge det møde, hvor borgerne altså har mulighed for at præge budgettet, på samme dag og samme tidspunkt, som et andet kommunalt arrangement, nemlig koncerten “Sensommer i Strandparken”. Et arrangement, som blev meldt ud den 3. juni efter Udvalget for Kultur og Fritid havde besluttet at bruge pengene fra det aflyste Sankt Hans arrangement på “Sensommer i Strandparken”.
I den forbindelse udtalte formanden for Kultur og Fritid, Ole Hansen (S):
-I sensommeren forventes alle borgere, der måtte ønske det, at være vaccineret mod covid-19. Derfor kan vi alle samles til september, og med flytningen af budgettet bliver det til en stor musikalsk festaften. Det ser jeg meget frem til.
Måske Ole Hansen kan være begge steder på én gang, men det kommer nok til at knibe for os andre.